Generationer på tur

Lufthavnen uden for Rhodos har næppe ændret sig i de 46 år, der er gået siden mine forældre var her på ferie første gang. Den ligger med sit 70-er brune udtryk omgivet af en by, der på alle måder er vokset med turismen. For 46 år siden var mine forældre kun de to på ferie. I dag ankommer vi 9 personer i 3 generationer. 2 biler er lejet og efter lidt diskussioner med udlejeren (man er vel i Sydeuropa!), kan jeg sætte kursen mod hotellet og en uges ferie med mine børn, forældre, bror, svigerinde, niece og min lille nevø.

Alderspredningen i vores lille gruppe er fra 2 til 70 år. Det i sig selv kan vel give visse udfordringer. Men der må da også være nogle fordele. Jeg beslutter at bruge ugen til at undersøge det voksende koncept: Generationer på tur.

Udfordringer?

Jeg tror en af de helt store mulige diskussions fælder er maden. Hvor skal vi spise? Hvornår skal vi spise? Hvad skal vi spise? Hvis 9 mennesker skal blive enige kan det forståeligt nok tage noget tid at blive enige. Noget mit blodsukker bestemt ikke kan lide. Så jeg var glad, da min far kunne fortælle, at han havde bestilt all-inclusive til hele klanen. Det er nu unægtelig nemmere bare at gå i buffeten i stedet for at diskutere! Udfordring nr. 1 var altså ryddet af vejen allerede inden vi tog afsted. 

Udfordring nr. 2 havde jeg tænkt kunne være det sociale liv. Hvor meget skal vi være sammen? Hvornår skal vi være sammen? Hvad skal vi lave?

Vi bor i små bungalows side om side ved poolkanten. Det er nemt for alle at gå frem og tilbage og trække sig, hvis der er behov for det. Det er nok mest mig, der har behov for at få ro i hovedet en gang imellem, men dejligt er det, at det er muligt.

Pooltid

Børnene bader i poolen som noget, der syntes at være en lang badetur. En gang imellem må de kaldes op for at få varmen. Der er kun lidt sure miner. De forsvinder, når der er chips og iPad-tid på solsengen:-) 

Udsigten fra min bungalow

Poolen er blevet det centrale i ugen. Alt vi laver bliver på en eller anden måde puttet ind mellem badningerne:-) Ikke at jeg bruger poolen særlig meget. Der er ingen grund til, at jeg plasker rundt og fylder, når nu andre så gerne vel. Måske det også har noget at gøre med, at den er hvinende kold. 

Jeg må være i familie med en flok pingviner, for der er flere af klanens medlemmer som bader flere gange om dagen!

Med poolen er udfordring nr. 2 ryddet af vejen, og der er åbnet op for hygge og grin. 

Familietid

Min familie og jeg ses, som jeg tror mange familier gør: til fødselsdage og højtider og så lidt ind imellem. Så hvordan vil det være at være sammen en hel uge?

På sådan en rejse som denne, er der ingen hastværk med at få talt sammen. Der er ligesom kun en deadline: hjemrejse om en uge. Det bliver mere afslappet og roligt at være sammen, når vi har en hel uge. Det kan jeg godt lide.

Brormand og mig

Og så bliver jeg helt ung igen. Altså på den der måde, at min bror og jeg stadig kan falde i diskussions mønstret fra vi var børn! – selvom vi er 40ish:-)

Og så er der det udefinerbare rare. Det at min lille niece putter sin lille hånd ind i min, og spørger om hun må køre med i min bil. At det så nok handler mere om, at hun vil være sammen med sit idol: Thea – betyder mindre. Vi er nemlig sammen – allesammen.

Lindos

Vi er også sammen, da vi tager til Lindos – Den hvide by. Hvorfor mon den hedder den hvide by? 

Det er nemt at se, da vi kører ned mod byen efter en noget støvet og udsigtsløs tur på tværs af øen. 

De hvide huse ligger tæt. Klemt inde mellem klipperne og for foden af Akropolis. Gaderne er mange steder så smalle, at det er svært at gå flere ved siden af hinanden. Dette hindrer dog ikke grækerne i at rase afsted på deres scootere. 

Nogle enkelte gader er omdannet til de gængse turistfælder med butikker tæt ved siden af hinanden. Fyldt med alskens uundværlige ferieting: oppustelige plastiklegetøj, lokal olivenolie, smykker, og andre souvenirs. I disse handelsgader er der fyldt med turister, der bevæger sig i det der forfærdelige turist-tempo. I ved, det der hvor man går langsomt 4-5 skridt for der efter at stoppe op, brede armene ud (så ingen kan komme forbi) og pege på en eller anden uundværlig souvenir. hvor efter man ændre total retning og går 4-5 skridt laaaangsomt i en anden retning. 

Det tager mig rundt regnet 3,5 minut at blive træt af det og begynde at kigge efter sidegader, hvor jeg kan slippe væk. Og der i sidegaderne oplever jeg noget meget mærkeligt. Allerede efter få meter er alle butikkerne forsvundet. Lidt længere oppe ad gaden kan jeg ikke engang høre larmen fra alle de andre turister. Endelig er det muligt at betragte omgivelserne og mærke den græske stemning… Lige ind til der kommer en græker ræsende på scooter… 

Lindos er på mange måder smuk, og når jeg frasorterer turistbutikkerne, er det en dejlig stemningsfyldt by.

Gad vide om mine forældre for 46 år siden tænkte på, at de skulle komme tilbage med en hel klan? Næppe, men hyggeligt var det. Tak for denne gang!

Nu er vi hjemme igen…

Kufferterne er pakket ud og pakket væk. Jeg kigger billederne igennem og smiler, imens jeg nipper til min te. Jeg nyder at være hjemme igen i mit lille hus. En lille tanke begynder snart at pippe bagerst i hovedet…

Hvor skal jeg hen næste gang?

Haven i april

Krukkerne står støvet i skuret… Knoldene jeg satte i efteråret er akkurat begyndt at titte frem… Udenfor er krokussens blomster visnet ned og vidner om, at foråret er kommet…

April måned startede med sne, kulde og blæst. Lidt over halvvejs begyndte solen at brage ned og det var 24 grader! Nu er vi på ca 12 grader og regn. Altså en typisk april.  

Haven i april byder på trods af vejret på mange gøremål. Krukker skal tilplantes, højbede skal gøres klar. Fliserne skal renses og fejes grundigt, græsset skal klippes for første gang. Havemøblerne skal vaskes og hele haven skal vandes. Der skal sås blomster og grønsager. Pelargonierne skal i udeskole, sådan de kan vænne sig til livet udendørs.

I vinters, da snestormen rasede, sad jeg inden døre og planlagde min krukkehave. Jeg drak varm te, læste Claus Dalbys havebøger og glædede mig til foråret.

Nu er foråret her, og jeg er begyndt at føre planerne ud i livet.

En af mine planer er at lave forhaven til en gårdhave med små opsatser eller tableauer med mine krukker. Sidste år havde jeg kun blomster i krukkerne. I år vil jeg gerne have noget mere grønt ind imellem.

I baghaven har jeg endnu ikke besluttet mig for tema eller farver. Eller det vil sige, at farverne vist giver sig selv. Lige nu har jeg kun pelargonier – Dronning Ingrid – og lyserøde hortensiaer. 

Min lyserøde havestol står og venter på mig. Så farverne i baghaven giver vist sig selv.

Jeg henter krukkerne ud af skuret, fylder mine forspirede blomsterløg i og dækker med lækker kompost. 

Jeg sætter forskellige tulipaner, anemoner, påskeliljer, georginer og iris. Om få uger vil de stå strunke og smukke i min lille gårdhave.

Lavendler

Kan jeg vente på det? NEJ! Min lille hvide bil drøner ud på planteskolen. En rask beslutning om at skære andre steder i økonomien bliver forvandlet til flere krukker, planter, krydderurter, jord og en chiliplanter til Valdemar. Han kan godt lide chili i maden og synes bestemt, at vi har for lidt chili. Så en plante må med hjem. 

Min ynglingshavestol!

Nu er det bare at vente på at det hele vokser og blomstrer. Og mon jeg så ikke lige skal have den kop te i min nyvasket havestol? Det tror jeg da nok jeg skal!

Æv!

Jeg er alene hjemme idag. Æv hvor er det træls at opdage et ordentligt læs sand på gulvet i entréen! Det kan lige som ikke være andre end mig der har slæbt det ind. Sikkert efter min gåtur. Det er nu nemmere, når det er nogle andre, der har slæbt skidtet med ind. Så kan de nemlig komme til at gøre rent.
Æv! Jeg må selv have støvsugeren frem. Bare det ikke viser sig at jeg også skal til at vaske gulv.

H.K.H Prins Henrik 1934-2018

 

Foto: Torben Eskerod

I dag vågnede jeg og resten af Danmark op til nyheden om, at H.K.H Prins Henrik er død. Ja, det var ventet. Ikke at det skulle være i dag, men i hvert fald snart. Alligevel er der en flig af overraskelse. Den overraskelse, jeg altid føler ved dødsfald.
Med dødsfald følger der også en eftertænksomhed. En eftertænksomhed over livet, over døden og over personen.

Så hvem var han for mig?

Prins Henrik og mig

Prins Henrik var i min barndom “bare” Dronningens mand. Det var ikke en person jeg tænkte videre over. Især ikke fordi at jeg mest gik op i de flotte kjoler ved kongelige begivenheder.

Første gang jeg bemærkede Prins Henrik, var under Kronprinsens berømte tale til sine forældres sølvbryllup. Hvad var det for en far, der var så hård ved sine børn? Jeg deler stadig ikke prinsens holdninger til børneopdragelse.

Prins Henrik og ligestilling

Næste gang jeg bemærkede Prinsen var, da Dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren. Som alle ved, blev Kronprinsen værten. Efterfølgende var der stor ståhej i medierne over Prins Henrik, der blev sur og tog til Sydfrankrig. Ved nærmere eftertanke undrede det mig, at medierne havde en så ensidig dækning af ligestilling. Det var et emne, jeg tænkte meget over og gerne diskuterede med mine medstuderende. Ville det andet være muligt: At en kronprinsesse ikke blev dronning? Holdningerne var dengang som nu mange – men ensidige!

Min holdning til emnet blev mere og mere fast igennem diskussioner. Jeg ønskede og ønsker stadig ligestilling på alle områder og for alle mennesker!
Ligestilling er ikke kun, at kvinder skal have det samme i løn for det samme arbejde som mænd. Det er også at mænd kan have barsel og gå op i f.eks. mode. At mænd og kvinder vælger og bestrider det job og lever det liv de vil. Det er også, at dronningens mand kan kaldes konge.

Jeg var temmelig alene om den holdning tilbage i 00’erne.

Prins Henrik og medierne

I årene der fulgte, var Prinsen ofte på forsiden af aviserne med negative historier. Jeg har aldrig været tæt på den kongelige familie, så jeg kan ikke bedømme om historierne var sande eller falske. Eller om der var et gran af sandhed i de falske historier og omvendt. Men en ting er sikkert. Mediernes dækning af Prins Henrik var igen og igen ensidig. Det var nemt for medierne at skrive hvad de ville, da kongehuset aldrig svarede igen. På den måde kunne medierne og sladderpressen i særdeleshed tegne lige præcis det billede de ønskede, at vi danskere skulle have af Prinsen. Var det fair? Var det ordentlig og grundig journalistik? Ikke efter min mening!

Gennem årene fik jeg ondt af Prins Henrik og den tristhed denne negative omtale måtte give ham og hans familie. Hvordan ville jeg have det med, at min far blev fremstillet på den måde? Jeg har aldrig brudt mig om, at nogle mennesker kanøfler andre. Det er mig grundlæggende i mod! Derfor – uanset hvem det er – står jeg op for dem, der bliver udsat, mobbet, holdt udenfor eller på anden måde uretfærdigt behandlet.

De seneste år har jeg nydt at se, hvilken dejlig bedstefar Prinsen har været for alle sine børnebørn. Det lyste ud af ham og børnebørnene, at de kunne lide at være sammen.
Hvilke historier har han mon ikke fortalt dem om den enhjørning han en gang fik lavet?

I en udsendelse så jeg engang, Dronningen fortælle om denne skabning som Prins Henrik havde fået lavet af en ged og en narhvaler tand (tror jeg det var). “Fordi så kunne man altid tale om den, hvis samtalen gik lidt trægt” 🙂 Det er da humor!

Prins Henrik – Enegænger

I 2011 kom bogen “Enegænger”. Den måtte jeg selvfølgelig læse. Og den bog var en hel unik bog om et unikt menneske. Den respekt og varme som bogen var skrevet med, fik mig til at føle, at vi endelig fik et retvisende billede af personen Prins Henrik. Der var historier der var for ekstravagante og endda for arrogante for min jyske smag. Men også pudsige og sjove historier fra et langt og især et levet liv. Og så var der en ærlighed og en evne til at forblive tro mod sig selv og sine værdier.

Det er denne evne til at forblive sig selv, jeg vælger at huske H.K.H Prins Henrik for.

Og hvordan æres hans minde så? Ja, jeg har valgt at gøre det med lidt lækkert: røgede muslinger med revet citronskal og dertil selvfølgelig et glas fransk hvidvin.

Adiue Monsieur!

Syg… mon jeg overlever?

Jeg hader at være syg! Så er det ligesom slået fast. Jeg hader det fordi, det eneste jeg kan er at ligge og lide og vente på at det går over.

Det starter altid med at jeg kan mærke feberen komme snigende. Jeg prøver at ignorere den men den vil bare ind i min krop. Min hjerne begynder at stresse og sende beskeder ud ”Du har ikke tid til at være syg” , “Drik noget ingefærthé, så bliver du ikke syg”, “gå en tur, så bliver du ikke syg”. Men lige meget hjælper det. Feberen flytter ind alligevel med sine følgesvende af ømme led, snot, hoste og hovedpine.

Der ligger jeg så og har ondt af mig selv, når jeg altså ikke sover. Faktisk er det meget værre for mig at være syg end for alle andre. Jeg er hver gang sikker på at ingen – som INGEN – nogensinde har haft det så dårligt som mig. Faktisk kan jeg ikke forstå at der ikke kommer en akutlæge og indlægger mig med det samme.

Efter at have sovet det meste af et døgn, vågner jeg op og kan ikke forstå, at jeg stadig er i live.

Nogle onde mennesker siger at det er meget værre for mænd at være syge. De kalder det “mandeinfluenza”. Det passer simpelthen ikke! Det er værst for mig!

“Hvor skal vi rejse hen?…”

Ja, hvor skal vi rejse hen? I min bog reol står der en del rejsebøger. I en kasse har jeg gamle artikler fra rejsemagasiner og på min iPad er der bogmærket utallige rejseblogs og hjemmesider. I sær på en dag som idag hvor regnen og blæsten rusker i huset, er det rart at sidde inden døre med stearinlysene tændt (ja, jeg ved godt, det ikke er godt for indeklimaet, men med det her vejr vil en gennemluftning af huset ikke tage mange minutter – så jeg tror jeg overlever).

Tæppet ligger over benene. Der thé i kruset. Jeg læner mig tilbage og lader rejsedrømmene føre mig væk.

Rejsedrømme

Altså, jeg må blive mindst 100 år for at nå alle mine rejsedrømme… Dykke ved Maldiverne, safari i Kenya, trekking på Kilimajaro, yogaretreat på Bali, trekking til Machupitchu, sejle på Ticatacasøen, roadtrip tværs over USA, rundrejse i Vietnam, Cambodja og Laos, opleve buddistisk kultur i Myanmar, se vinterpaladset i Skt. Petersborg, høre klassisk koncert med Wiener Philharmonikerne, se Liepizanershow, handle på markedet i Marrakech, køre ad Garden Route i Sydafrika, se kirsbærtræerne blomstre i Japan… Og så er der alle de historiske steder, jeg også gerne vil besøge: Pearl Harboe, Hiroshima, Sarajevo, Krakow, Berlin, Dresden, Belfast, Lucca, Rom, Peloponnes, Istanbul, Teheran, Cairo…. Bare for lige at nævne et par steder uden for andedammen.

Næste rejse

Næste gang jeg skal ud at rejse er til Rhodos. Jeg er ret vild med Grækenland. Jeg skal afsted med min familie. Jeg er ret vild med min familie. Jeg skal spise så meget græsk tomatsalat!Jeg er ret vild med tomatsalat.

Nu starter den dejlige tid med, at jeg skal planlægge (for mig betyder det at lave lister – jeg elsker lister), læse om Rhodos og glæde mig. Alle mine rejser starter her i sofaen… Den næste er allerede begyndt😎!

 

 

Velkommen til bloggen!

Velkommen til “Life as it is”. Min blog henvender sig primært til kvinder på min egen alder – altså dem mellem 35 og 55 år. Andre er dog mere end velkomne til at kigge med.

At lave min egen blog udsprang af, at jeg er vild med at skrive. Jeg skriver stort set hver dag. Nogle dage er det mange sider. Andre dage små korte dagbogsnotater. Nogle dage er det afsnit til en af de bogideer, jeg pusler med. Andre dage er det forskellige betragtninger, jeg gør mig om livet, som det er – life as it is.

Jeg skriver på livet løs, bare fordi jeg kan lide det.

En gang for mange år siden var jeg i Grækenland på ferie. Der tog jeg en tur til en lille ø ud for kysten. På den ø kom færgen to gange om dagen. En gang om morgenen og en gang om aftenen. Det var beboernes eneste kontakt med fastlandet, hvis de da ikke selv ejede en båd. Langt de fleste beboere var beskæftiget med turisterne og enkelte med fiskeri. I mens jeg bevægede mig rundt på øen, blev jeg langsomt indhyllet i den langsommelighed, hvor med alt foregik på øen. Der var huse med egen olivenlund og med bourgonvillaerne voksede vildt op ad husene. På en bakke lå et lille pensionat. Der var kun 4 værelser. Det ene værelse havde en stor altan med udsigt ud over øen og videre ud over havet. Der forestillede jeg mig, at jeg ville rejse hen for at begynde at skrive. Jeg har ikke siden været tilbage på øen, men billedet af pensionatet har fulgt mig.

Med tiden er jeg kommet til den erkendelse, at jeg ikke behøver at rejse til et bestemt pensionat på en bestemt ø for at kunne skrive. Skrive kan jeg gøre alle steder.
Lige nu er det bedste sted at skrive her hjemme i min sofa. Foran mig står mit sofabord med en kop dampende varm mynte the. Min iPad ligger på det rosa mohairtæppe, jeg har over benene. Mine fingrer bevæger sig hen over tastaturet. Blikket glider rundt i stuen og jeg lader tankerne flyde. Fra det græske pensionat, til et hvidt hus med blå vinduer ved stranden. En gang drømte jeg også om at bo og skrive i det hus. Fra det hvide hus og tilbage til min stue.
I den anden ende af min stue står mit skrivebord med billeder af børnene og andre effekter som har værdi for mig. Jeg kan godt lide at sidde i min sofa og kigge på mit skrivebord. Det får min hjerne og mit hjerte til at falde til ro. Og når jeg sidder der, og tankerne flyver, kommer ordene af sig selv.

Jeg er nysgerrig. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad livet har at byde på i alle aldre, kulturer og verdensdele. Ja, kort sagt, er jeg nysgerrig på livet som det er – life as it is! Derfor vil jeg invitere jer indenfor i mit liv og mine oplevelser.

Velkommen til min blog!