Danmark rundt langs kysten – 8. Etape

Lerdrup strand – Karlsmade, 12 km

Denne gang valgte vi en dagstur. Mulighederne for overnatning på Gyllingnæs var ikke lige at se. Rygsækken pakket med madpakker, vand, sportstape og ekstra strømper. Solcreme påsmurt og vandrestøvlerne snøret. Endelig afsted igen.

Stranden bød på vores “hadeunderlag”. Små sten, mellem sten, små sten, mellem sten.. Det er svært at stå ordentlig fast og fødderne glider rundt. Det gør vandringen ekstra hård.

Vi havde valgt at gå den modsatte vej. Det betød ingen ømme knæ denne gang.

Madpakkerne blev indtaget i en lille skov kort efter start. Solens stråler varmede hårdt. Næste spisepause blev på en lille revle ud for Gyllingnæs Gods. Her kunne Thea kigge på heste. Videre langs markerne og det inddæmmede område. Igennem en majsmark, fordi stranden var for blød. Nogle steder voksede majsene os over hovedet og dannede et grønt tag.

Ud på den anden side og forbi det gamle pumpehus fra tiden da inddæmningen blev lavet. Op langs markskellet og hen til bilen.

Trætte, sultne og endnu en hyggelig dag rigere.

Vi har bevæget os igennem et af reservaterne ved Horsens Fjord. Vi så bemærkelsesværdigt få fugle…

 

Danmark rundt langs kysten – 7. Etape

Rude Strand – Fredskov/Ravnskov v. Søby Rev, 13 km

Termometret viste 25 grader. Dette var blot en af mange dage i en sommer, der virker uendelig. Der har kun været få regnvejrs dage siden starten af maj. Det har været sol fra morgen til aften og uhørt høje temperaturer for Danmark. Ja, i hele Europa er det blevet den varmeste og længste sommer nogensinde. 

Men dette var altså dagen, vi havde valgt at starte dette års etape af “Danmark rundt langs kysten”. 

Vi startede hos børnenes Bedste og Farfar ved Rude Strand. Farfar tog et billede af os inden afgang.

Afsted vandrede vi ned til Rude Strand. Til præcis det sted hvor vi stoppede sidste år. Humøret var højt og drikkedunkene fyldte.

Overalt på stranden lå der badegæster. Børn løb og legede. Dorte, Sofie og Marius lå på stranden ikke langt fra, hvor vi kom ned. Dorte og jeg var i mødregruppe med Marius og Thea. I dag går de også i klasse sammen. Vi talte lidt med dem og de blev vores officielle vidner til starten på denne etape. 

Rygsækken hvilede på mine hofter. Brystremmen var spændt. Jeg kunne mærke sveden komme. Først under kasketten og dernæst ned ad ryggen. En gang imellem svajede jeg let i ryggen. Det skabte en lille tunnel mellem ryggen og rygsækken, hvor den stille vind kunne køle min svedige ryg.

Sandet var tørt og blødt så det bedste sted at gå var helt nede i vandkanten. Her gik vi slalom mellem legende børn, badende folk og hunde. Solen bagte ned over os. Snart var vi gennemblødt af sved. 

Pause!

Godt 2 km henne ad stranden ligger ishuset ved Saksild. Jeg har det princip, at hver gang vi går forbi et ishus, skal vi have en is. Man ved jo aldrig, hvornår man får en is igen. 

Vores fokus var derfor på flaget og ishuset. Så vi så slet ikke det vinkende menneske før end hun næsten var ud for os. Det var Tina, min kollega og mor til Carl Emil, der går i klasse med Valdemar. Hun var ved stranden med mand og mindstebarnet. hun bød på overnatning og Cava, men det var lidt for tidligt for os at slå lejr. 

Ved ishuset i Saksild var det dejligt at sidde i skyggen af en lille gruppe træer. Isene smagte himmelsk og efter lidt pause og vand fortsatte vi. Det var svært at gå i det løse sand uden at få det i skoene. Det krævede flere stop under vejs for at tømme sand ud.

Jeg havde valgt bomuldsstrømper i vandreskoene. Jeg tænkte det ville være godt for fødderne med tynde strømper i varmen. Det måtte jeg sande, at det ikke var. Syningerne på siden af min ene storetå gav mig en stor vabel. Eller også var det den evigt skrånende strand. Efterfølgende har jeg læst på nettet, at bomuldsstrømper er no-go i vandresko. Ja, forberedelse til sådanne ture har aldrig været min stærke side.

Vi vandrede fortsat afsted mellem badegæster. Vi tiltrak os meget opmærksomhed med vores vandrestøvler og rygsække i den stegende hede. Ja, folk stillede sig direkte op og gloede.

Langsomt begyndte den velkendte smerte at indfinde sig i højre knæ og hofte. En konsekvens af at gå på stranden, der jo altid skråner den samme vej.

Er vi der ikke snart?

Vi gik og talte om, at vi bedst kunne lide vores vandring, når der var færre mennesker. Det var lidt sjovere, når vi var alene i naturen.

Thea og jeg skulle endnu en gang have sand ud af skoene. Valdemar gik i forvejen for at se om vi ikke snart var ved campingpladsen. Jeg havde besluttet at vi skulle overnatte på shelterpladsen ved Odder Strand Camping. I det område havde børnene været på koloni i indskolingen så de kendte det hele.

Vi kiggede efter Valdemar imens vi luftede tæerne. Snart var han bare en lille prik langt væk. Thea og jeg fortsatte i vores eget tempo. Nu lidt sultne og meget svedte. Bare den campingplads snart ville komme så vi kunne få et tiltrængt hvil fra varmen og sandet i skoene.

Flere gange troede jeg, at nu var vi der, men der blev bare ved med at være marker på højre side. Endelig kom vejen ind til campingpladsen og vi gik op på den for at få lidt stabilitet. Ved campingpladsen ringede vi til Valdemar, der ventede på os nede ved stranden. Endnu en is blev spist og næsten en hel pose baconchips. Det var ren nostalgi for børnene at gå gennem deres gamle koloni. Thea fortalte om hvor madteltet havde været og hvor hun havde sovet. Vi skråede over deres gamle samlingsplads på vej hen til shelterpladsen. Tæt på shelteret var der et par borde- og bænke sæt. På hvert bord var der fastmonteret en stålplade med rist. I sommervarmen var og er der totalt afbrændingsforbud. Så for at kunne lave mad på Trangiaen skulle vi finde et ikke brændbart underlag at stille den på. Dette var perfekt! 

Hvor skal vi sove i nat?

Shelterpladsen var optaget så vi gik lidt rundt for at finde et egnet sted at slå lejr. Det fandt vi inde i en lille skov mellem shelter- og campingpladsen. Her spændte vi den ene tarp ud mellem nogle træer. Den anden tarp bredte vi ud i skovbunden og bandt hjørnerne en smule op, som en slags musesikring. Især for Theas skyld. Vi tog vores køkkengrej, mad og badetøj med ned til bordene. Vi fandt en lille plads til optrækning af både, hvor vi badede. Det kølige vand føltes rart efter en støvet og varm dag. 

I tørt tøj var det tid til at begyndte tilberedningen af et godt måltid. Knorrs pulvercarbonarra. Vi havde lavet det en gang før, derhjemme, hvor vi ikke var specielt begejstrede for smagen. Den smagte ikke som den ret jeg selv laver. Men nu efter en varm gåtur smagte den himmelsk. Tilbage i lejren gik vi i soveposerne og lå og snakkede lidt. Kort tid efter var alle mand faldet i søvn.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten fordi jeg gled ned ad underlaget. Det var rart og hyggeligt at kunne kigge op i trækronerne og høre børnenes dybe vejrtrækningen ved siden af. Det var den rene følelse af lykke.

En ny dag – en ny start

Næste morgen sov vi helt til kl. 8! Måske fordi der var køligt i skoven. Jeg ved det ikke – i hvert fald var det tiltrængt. Thea og jeg gik op på campingpladsens offentlige toilet og fik tisset og fyldt vanddunkene op. 

Vi pakkede lejren sammen. Det tog næsten en time at få plads til alle tingene i rygsækkene igen. Vi gjorde holdt ved borde- bænkesættet igen for at spise morgenmad. Små babysmoothies, rugbrød med spegepølse og æbler og gulerødder. 

Kl. 10 var vi klar til at genoptage vandringen og solen bagte allerede ned over os. Vi begav os afsted. Snart fandt vi en sti få meter fra strandkanten. Det var rart at gå på plant underlag. Kort efter gik vi gennem en lille skov. Her fandt vi en vandrestav til Thea. Den krævede lidt finish men det var der ikke tid til lige der, så det måtte komme senere. 

Hou

Efter skoven kom vi snart til de første huse i Hou. Forbi Egmont højskolen og campingpladsen. Vi drejede væk fra stranden for at komme uden om færgehavnen og styrede lige mod Dagli Brugsen for at proviantere. Vi svedte nu voldsomt og da jeg tog min rygsæk af uden for Brugsen grinede børnene. På ryggen havde jeg den fineste svedaftegning af en kanin:-) 

Inde i Brugsen gik vi efter noget at drikke med sukker i. Vi brugte lang tid på at stå med hovederne i køleskabet – bare for at få lidt kulde – imens vi lod som om vi havde svært ved at vælge drikkevarer.

Hou er en lille by centreret omkring færgelejet, hvorfra der går færger til Samsø og Tunø. På havnen ligger Havnekiosken. Vi satte os i skyggen bag kiosken og drak vores sodavand. Frokosten blev til franske hotdogs. Optanket på alle måder begav vi os afsted igen. Nu ud af byen forbi lystbådehavnen og ned på stranden igen. Her var der tørret tang nu med mudder under. Hver gang vi satte foden sank vi i. Hver gang vi hev foden op summede det af tanglopper. Det var svært at gå i men snart blev underlaget mere fast og en lille smal strand viste sig.

På stranden fandt jeg dette kæmpe vættelys. Jeg tror aldrig jeg har set et så stort!

Vi gik om mod Ravnskov. Ravnskov tilhører Rathlousdal Gods. Navnet er kommet fordi her indimellem yngler ravne. 

 

Vabler og hvil

Vi trængte til en dukkert. En lille skovvej gik op gennem skoven fra stranden. Her efterlod vi vores rygsække og gik ud i vandet. Havbunden var her lidt stenet og let mudret og vi måtte langt ud for at komme under. Bagefter hvilede vi i skovens skygge og fik lidt at spise og drikke. Vablen blev behandlet og fødderne tapet ind på ny. Jeg fandt et par tørre strømper. Thea opdagede at stranden næsten var væk. Ups. Vi fik pakket i en fart for at nå længst muligt inden stranden forsvandt heltNu var stranden næsten væk. Vi havde ikke haft styr på tidevandet. Endnu en uforberedt udfordring.

På højre side havde vi sivskov og til venstre blev stranden mindre og mindre. Vi endte ude på en lille tange. Nu kunne vi vælge at gå tilbage og finde en sti lidt inde på land eller tage sko og strømper af og vade over det lille åbne stykke hav. Børnene valgte at vade over og tog derfor sko og strømper af og begav sig ud i det mudrede vand. Jeg vendte om og fandt vej gennem siv, brændenælder og hindbærkrat.

Det gør mig glad at se børnene være sammen på den måde, når vi vandrer. Der er sammenhold og fællesskab. Vi er i dette eventyr sammen. Vi ved ikke hvad den næste kilometer bringer. Sammen tager vi udfordringerne i den rækkefølge de dukker op. Her er ingen wifi, skænderier eller pligter. Her er bare os.

Siv, siv og siv

Genforenede prøvede vi at finde vej i skoven, men det var ikke let. Den var fyldt med hindbær så vi måtte ud igen. Uden for skoven var stranden nu helt væk og vi gik igennem høje siv. Vi kunne ikke se, hvor vi gik. Valdemar gik forrest og ryddede en rute til os. Gad vide om det var sådan at gå gennem jungle?

Et stykke henne blev sivene lavere og vi kunne se gule kornmarker på vores højre side. Vi fortsatte i siv og planter der gik os til skuldrene. Mine sorte træningsbukser blev helt gule af blomsterstøv. Det var svært fremkommeligt. På et tidspunkt måtte vi op og gå i kanten af en mark. Her stødte vi på en markvej og et skilt. Skiltet fortalte os, at vi var på vej ind i hjemmeværnets skydeterræn. Der var ingen strand at se og siv så langt øjet rakte. Vi holdt hvil og jeg kunne konstatere, at vores marchhastighed i siv var 2,5 km i timen. Det var ikke meget og slet ikke når der var ca. 10 km til en mulig lejrplads! 

På nettet fandt jeg en tidevandstabel. Den fortalte mig, at stranden først ville være farbar igen ved 21-tiden. Klokken var nu 16. Hvad skulle jeg gøre med to børn? To topmotiverede børn. To børn der måske ikke helt kendte egne begrænsninger, eller konsekvenserne af at strande i sivskoven. Uden mulighed for at slå lejr. 

Jeg fandt en lejrplads 4 km inde i landet. Det ville betyde 4 km ind i landet og 4 km ud igen. Vi tog rygsækkene på og satte kurs mod denne lejrplads Jeg blev mere og mere i tvivl om det var det rette at gøre. Blodsukkeret var lavt hos alle og vi var ømme som gamle koner. Der på markvejen besluttede jeg at stoppe denne etape. Det var ikke populært. Jeg blev dog mere og mere sikker på at det var det rigtige. At komme hjem og dernæst at undersøge det næste stykke frem mod Horsens grundigt.

Vi gik næsten 2 km for at komme ud til en landevej, hvor vi kunne blive hentet. Derfra var det hjem, mad, bad og i seng.

Næste dag kørte Thea og jeg den næste del af ruten frem til Horsens. Vi fandt mulige lejrpladser. Ikke mindst fandt vi ud af, hvor vi ikke kunne gå. 

Næste etape bliver i august.Jeg har lavet en ny rute, hvor vi dog er nød til at springe nogle kilometer over. Det passer ikke Valdemar. Han vil gerne hugge vej til os gennem sivene. Så hvor mon turen tager os hen næste gang?

Generationer på tur

Lufthavnen uden for Rhodos har næppe ændret sig i de 46 år, der er gået siden mine forældre var her på ferie første gang. Den ligger med sit 70-er brune udtryk omgivet af en by, der på alle måder er vokset med turismen. For 46 år siden var mine forældre kun de to på ferie. I dag ankommer vi 9 personer i 3 generationer. 2 biler er lejet og efter lidt diskussioner med udlejeren (man er vel i Sydeuropa!), kan jeg sætte kursen mod hotellet og en uges ferie med mine børn, forældre, bror, svigerinde, niece og min lille nevø.

Alderspredningen i vores lille gruppe er fra 2 til 70 år. Det i sig selv kan vel give visse udfordringer. Men der må da også være nogle fordele. Jeg beslutter at bruge ugen til at undersøge det voksende koncept: Generationer på tur.

Udfordringer?

Jeg tror en af de helt store mulige diskussions fælder er maden. Hvor skal vi spise? Hvornår skal vi spise? Hvad skal vi spise? Hvis 9 mennesker skal blive enige kan det forståeligt nok tage noget tid at blive enige. Noget mit blodsukker bestemt ikke kan lide. Så jeg var glad, da min far kunne fortælle, at han havde bestilt all-inclusive til hele klanen. Det er nu unægtelig nemmere bare at gå i buffeten i stedet for at diskutere! Udfordring nr. 1 var altså ryddet af vejen allerede inden vi tog afsted. 

Udfordring nr. 2 havde jeg tænkt kunne være det sociale liv. Hvor meget skal vi være sammen? Hvornår skal vi være sammen? Hvad skal vi lave?

Vi bor i små bungalows side om side ved poolkanten. Det er nemt for alle at gå frem og tilbage og trække sig, hvis der er behov for det. Det er nok mest mig, der har behov for at få ro i hovedet en gang imellem, men dejligt er det, at det er muligt.

Pooltid

Børnene bader i poolen som noget, der syntes at være en lang badetur. En gang imellem må de kaldes op for at få varmen. Der er kun lidt sure miner. De forsvinder, når der er chips og iPad-tid på solsengen:-) 

Udsigten fra min bungalow

Poolen er blevet det centrale i ugen. Alt vi laver bliver på en eller anden måde puttet ind mellem badningerne:-) Ikke at jeg bruger poolen særlig meget. Der er ingen grund til, at jeg plasker rundt og fylder, når nu andre så gerne vel. Måske det også har noget at gøre med, at den er hvinende kold. 

Jeg må være i familie med en flok pingviner, for der er flere af klanens medlemmer som bader flere gange om dagen!

Med poolen er udfordring nr. 2 ryddet af vejen, og der er åbnet op for hygge og grin. 

Familietid

Min familie og jeg ses, som jeg tror mange familier gør: til fødselsdage og højtider og så lidt ind imellem. Så hvordan vil det være at være sammen en hel uge?

På sådan en rejse som denne, er der ingen hastværk med at få talt sammen. Der er ligesom kun en deadline: hjemrejse om en uge. Det bliver mere afslappet og roligt at være sammen, når vi har en hel uge. Det kan jeg godt lide.

Brormand og mig

Og så bliver jeg helt ung igen. Altså på den der måde, at min bror og jeg stadig kan falde i diskussions mønstret fra vi var børn! – selvom vi er 40ish:-)

Og så er der det udefinerbare rare. Det at min lille niece putter sin lille hånd ind i min, og spørger om hun må køre med i min bil. At det så nok handler mere om, at hun vil være sammen med sit idol: Thea – betyder mindre. Vi er nemlig sammen – allesammen.

Lindos

Vi er også sammen, da vi tager til Lindos – Den hvide by. Hvorfor mon den hedder den hvide by? 

Det er nemt at se, da vi kører ned mod byen efter en noget støvet og udsigtsløs tur på tværs af øen. 

De hvide huse ligger tæt. Klemt inde mellem klipperne og for foden af Akropolis. Gaderne er mange steder så smalle, at det er svært at gå flere ved siden af hinanden. Dette hindrer dog ikke grækerne i at rase afsted på deres scootere. 

Nogle enkelte gader er omdannet til de gængse turistfælder med butikker tæt ved siden af hinanden. Fyldt med alskens uundværlige ferieting: oppustelige plastiklegetøj, lokal olivenolie, smykker, og andre souvenirs. I disse handelsgader er der fyldt med turister, der bevæger sig i det der forfærdelige turist-tempo. I ved, det der hvor man går langsomt 4-5 skridt for der efter at stoppe op, brede armene ud (så ingen kan komme forbi) og pege på en eller anden uundværlig souvenir. hvor efter man ændre total retning og går 4-5 skridt laaaangsomt i en anden retning. 

Det tager mig rundt regnet 3,5 minut at blive træt af det og begynde at kigge efter sidegader, hvor jeg kan slippe væk. Og der i sidegaderne oplever jeg noget meget mærkeligt. Allerede efter få meter er alle butikkerne forsvundet. Lidt længere oppe ad gaden kan jeg ikke engang høre larmen fra alle de andre turister. Endelig er det muligt at betragte omgivelserne og mærke den græske stemning… Lige ind til der kommer en græker ræsende på scooter… 

Lindos er på mange måder smuk, og når jeg frasorterer turistbutikkerne, er det en dejlig stemningsfyldt by.

Gad vide om mine forældre for 46 år siden tænkte på, at de skulle komme tilbage med en hel klan? Næppe, men hyggeligt var det. Tak for denne gang!

Nu er vi hjemme igen…

Kufferterne er pakket ud og pakket væk. Jeg kigger billederne igennem og smiler, imens jeg nipper til min te. Jeg nyder at være hjemme igen i mit lille hus. En lille tanke begynder snart at pippe bagerst i hovedet…

Hvor skal jeg hen næste gang?

Haven i april

Krukkerne står støvet i skuret… Knoldene jeg satte i efteråret er akkurat begyndt at titte frem… Udenfor er krokussens blomster visnet ned og vidner om, at foråret er kommet…

April måned startede med sne, kulde og blæst. Lidt over halvvejs begyndte solen at brage ned og det var 24 grader! Nu er vi på ca 12 grader og regn. Altså en typisk april.  

Haven i april byder på trods af vejret på mange gøremål. Krukker skal tilplantes, højbede skal gøres klar. Fliserne skal renses og fejes grundigt, græsset skal klippes for første gang. Havemøblerne skal vaskes og hele haven skal vandes. Der skal sås blomster og grønsager. Pelargonierne skal i udeskole, sådan de kan vænne sig til livet udendørs.

I vinters, da snestormen rasede, sad jeg inden døre og planlagde min krukkehave. Jeg drak varm te, læste Claus Dalbys havebøger og glædede mig til foråret.

Nu er foråret her, og jeg er begyndt at føre planerne ud i livet.

En af mine planer er at lave forhaven til en gårdhave med små opsatser eller tableauer med mine krukker. Sidste år havde jeg kun blomster i krukkerne. I år vil jeg gerne have noget mere grønt ind imellem.

I baghaven har jeg endnu ikke besluttet mig for tema eller farver. Eller det vil sige, at farverne vist giver sig selv. Lige nu har jeg kun pelargonier – Dronning Ingrid – og lyserøde hortensiaer. 

Min lyserøde havestol står og venter på mig. Så farverne i baghaven giver vist sig selv.

Jeg henter krukkerne ud af skuret, fylder mine forspirede blomsterløg i og dækker med lækker kompost. 

Jeg sætter forskellige tulipaner, anemoner, påskeliljer, georginer og iris. Om få uger vil de stå strunke og smukke i min lille gårdhave.

Lavendler

Kan jeg vente på det? NEJ! Min lille hvide bil drøner ud på planteskolen. En rask beslutning om at skære andre steder i økonomien bliver forvandlet til flere krukker, planter, krydderurter, jord og en chiliplanter til Valdemar. Han kan godt lide chili i maden og synes bestemt, at vi har for lidt chili. Så en plante må med hjem. 

Min ynglingshavestol!

Nu er det bare at vente på at det hele vokser og blomstrer. Og mon jeg så ikke lige skal have den kop te i min nyvasket havestol? Det tror jeg da nok jeg skal!

Æv!

Jeg er alene hjemme idag. Æv hvor er det træls at opdage et ordentligt læs sand på gulvet i entréen! Det kan lige som ikke være andre end mig der har slæbt det ind. Sikkert efter min gåtur. Det er nu nemmere, når det er nogle andre, der har slæbt skidtet med ind. Så kan de nemlig komme til at gøre rent.
Æv! Jeg må selv have støvsugeren frem. Bare det ikke viser sig at jeg også skal til at vaske gulv.

H.K.H Prins Henrik 1934-2018

 

Foto: Torben Eskerod

I dag vågnede jeg og resten af Danmark op til nyheden om, at H.K.H Prins Henrik er død. Ja, det var ventet. Ikke at det skulle være i dag, men i hvert fald snart. Alligevel er der en flig af overraskelse. Den overraskelse, jeg altid føler ved dødsfald.
Med dødsfald følger der også en eftertænksomhed. En eftertænksomhed over livet, over døden og over personen.

Så hvem var han for mig?

Prins Henrik og mig

Prins Henrik var i min barndom “bare” Dronningens mand. Det var ikke en person jeg tænkte videre over. Især ikke fordi at jeg mest gik op i de flotte kjoler ved kongelige begivenheder.

Første gang jeg bemærkede Prins Henrik, var under Kronprinsens berømte tale til sine forældres sølvbryllup. Hvad var det for en far, der var så hård ved sine børn? Jeg deler stadig ikke prinsens holdninger til børneopdragelse.

Prins Henrik og ligestilling

Næste gang jeg bemærkede Prinsen var, da Dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren. Som alle ved, blev Kronprinsen værten. Efterfølgende var der stor ståhej i medierne over Prins Henrik, der blev sur og tog til Sydfrankrig. Ved nærmere eftertanke undrede det mig, at medierne havde en så ensidig dækning af ligestilling. Det var et emne, jeg tænkte meget over og gerne diskuterede med mine medstuderende. Ville det andet være muligt: At en kronprinsesse ikke blev dronning? Holdningerne var dengang som nu mange – men ensidige!

Min holdning til emnet blev mere og mere fast igennem diskussioner. Jeg ønskede og ønsker stadig ligestilling på alle områder og for alle mennesker!
Ligestilling er ikke kun, at kvinder skal have det samme i løn for det samme arbejde som mænd. Det er også at mænd kan have barsel og gå op i f.eks. mode. At mænd og kvinder vælger og bestrider det job og lever det liv de vil. Det er også, at dronningens mand kan kaldes konge.

Jeg var temmelig alene om den holdning tilbage i 00’erne.

Prins Henrik og medierne

I årene der fulgte, var Prinsen ofte på forsiden af aviserne med negative historier. Jeg har aldrig været tæt på den kongelige familie, så jeg kan ikke bedømme om historierne var sande eller falske. Eller om der var et gran af sandhed i de falske historier og omvendt. Men en ting er sikkert. Mediernes dækning af Prins Henrik var igen og igen ensidig. Det var nemt for medierne at skrive hvad de ville, da kongehuset aldrig svarede igen. På den måde kunne medierne og sladderpressen i særdeleshed tegne lige præcis det billede de ønskede, at vi danskere skulle have af Prinsen. Var det fair? Var det ordentlig og grundig journalistik? Ikke efter min mening!

Gennem årene fik jeg ondt af Prins Henrik og den tristhed denne negative omtale måtte give ham og hans familie. Hvordan ville jeg have det med, at min far blev fremstillet på den måde? Jeg har aldrig brudt mig om, at nogle mennesker kanøfler andre. Det er mig grundlæggende i mod! Derfor – uanset hvem det er – står jeg op for dem, der bliver udsat, mobbet, holdt udenfor eller på anden måde uretfærdigt behandlet.

De seneste år har jeg nydt at se, hvilken dejlig bedstefar Prinsen har været for alle sine børnebørn. Det lyste ud af ham og børnebørnene, at de kunne lide at være sammen.
Hvilke historier har han mon ikke fortalt dem om den enhjørning han en gang fik lavet?

I en udsendelse så jeg engang, Dronningen fortælle om denne skabning som Prins Henrik havde fået lavet af en ged og en narhvaler tand (tror jeg det var). “Fordi så kunne man altid tale om den, hvis samtalen gik lidt trægt” 🙂 Det er da humor!

Prins Henrik – Enegænger

I 2011 kom bogen “Enegænger”. Den måtte jeg selvfølgelig læse. Og den bog var en hel unik bog om et unikt menneske. Den respekt og varme som bogen var skrevet med, fik mig til at føle, at vi endelig fik et retvisende billede af personen Prins Henrik. Der var historier der var for ekstravagante og endda for arrogante for min jyske smag. Men også pudsige og sjove historier fra et langt og især et levet liv. Og så var der en ærlighed og en evne til at forblive tro mod sig selv og sine værdier.

Det er denne evne til at forblive sig selv, jeg vælger at huske H.K.H Prins Henrik for.

Og hvordan æres hans minde så? Ja, jeg har valgt at gøre det med lidt lækkert: røgede muslinger med revet citronskal og dertil selvfølgelig et glas fransk hvidvin.

Adiue Monsieur!

Syg… mon jeg overlever?

Jeg hader at være syg! Så er det ligesom slået fast. Jeg hader det fordi, det eneste jeg kan er at ligge og lide og vente på at det går over.

Det starter altid med at jeg kan mærke feberen komme snigende. Jeg prøver at ignorere den men den vil bare ind i min krop. Min hjerne begynder at stresse og sende beskeder ud ”Du har ikke tid til at være syg” , “Drik noget ingefærthé, så bliver du ikke syg”, “gå en tur, så bliver du ikke syg”. Men lige meget hjælper det. Feberen flytter ind alligevel med sine følgesvende af ømme led, snot, hoste og hovedpine.

Der ligger jeg så og har ondt af mig selv, når jeg altså ikke sover. Faktisk er det meget værre for mig at være syg end for alle andre. Jeg er hver gang sikker på at ingen – som INGEN – nogensinde har haft det så dårligt som mig. Faktisk kan jeg ikke forstå at der ikke kommer en akutlæge og indlægger mig med det samme.

Efter at have sovet det meste af et døgn, vågner jeg op og kan ikke forstå, at jeg stadig er i live.

Nogle onde mennesker siger at det er meget værre for mænd at være syge. De kalder det “mandeinfluenza”. Det passer simpelthen ikke! Det er værst for mig!

“Hvor skal vi rejse hen?…”

Ja, hvor skal vi rejse hen? I min bog reol står der en del rejsebøger. I en kasse har jeg gamle artikler fra rejsemagasiner og på min iPad er der bogmærket utallige rejseblogs og hjemmesider. I sær på en dag som idag hvor regnen og blæsten rusker i huset, er det rart at sidde inden døre med stearinlysene tændt (ja, jeg ved godt, det ikke er godt for indeklimaet, men med det her vejr vil en gennemluftning af huset ikke tage mange minutter – så jeg tror jeg overlever).

Tæppet ligger over benene. Der thé i kruset. Jeg læner mig tilbage og lader rejsedrømmene føre mig væk.

Rejsedrømme

Altså, jeg må blive mindst 100 år for at nå alle mine rejsedrømme… Dykke ved Maldiverne, safari i Kenya, trekking på Kilimajaro, yogaretreat på Bali, trekking til Machupitchu, sejle på Ticatacasøen, roadtrip tværs over USA, rundrejse i Vietnam, Cambodja og Laos, opleve buddistisk kultur i Myanmar, se vinterpaladset i Skt. Petersborg, høre klassisk koncert med Wiener Philharmonikerne, se Liepizanershow, handle på markedet i Marrakech, køre ad Garden Route i Sydafrika, se kirsbærtræerne blomstre i Japan… Og så er der alle de historiske steder, jeg også gerne vil besøge: Pearl Harboe, Hiroshima, Sarajevo, Krakow, Berlin, Dresden, Belfast, Lucca, Rom, Peloponnes, Istanbul, Teheran, Cairo…. Bare for lige at nævne et par steder uden for andedammen.

Næste rejse

Næste gang jeg skal ud at rejse er til Rhodos. Jeg er ret vild med Grækenland. Jeg skal afsted med min familie. Jeg er ret vild med min familie. Jeg skal spise så meget græsk tomatsalat!Jeg er ret vild med tomatsalat.

Nu starter den dejlige tid med, at jeg skal planlægge (for mig betyder det at lave lister – jeg elsker lister), læse om Rhodos og glæde mig. Alle mine rejser starter her i sofaen… Den næste er allerede begyndt😎!

 

 

Velkommen til bloggen!

Velkommen til “Life as it is”. Min blog henvender sig primært til kvinder på min egen alder – altså dem mellem 35 og 55 år. Andre er dog mere end velkomne til at kigge med.

At lave min egen blog udsprang af, at jeg er vild med at skrive. Jeg skriver stort set hver dag. Nogle dage er det mange sider. Andre dage små korte dagbogsnotater. Nogle dage er det afsnit til en af de bogideer, jeg pusler med. Andre dage er det forskellige betragtninger, jeg gør mig om livet, som det er – life as it is.

Jeg skriver på livet løs, bare fordi jeg kan lide det.

En gang for mange år siden var jeg i Grækenland på ferie. Der tog jeg en tur til en lille ø ud for kysten. På den ø kom færgen to gange om dagen. En gang om morgenen og en gang om aftenen. Det var beboernes eneste kontakt med fastlandet, hvis de da ikke selv ejede en båd. Langt de fleste beboere var beskæftiget med turisterne og enkelte med fiskeri. I mens jeg bevægede mig rundt på øen, blev jeg langsomt indhyllet i den langsommelighed, hvor med alt foregik på øen. Der var huse med egen olivenlund og med bourgonvillaerne voksede vildt op ad husene. På en bakke lå et lille pensionat. Der var kun 4 værelser. Det ene værelse havde en stor altan med udsigt ud over øen og videre ud over havet. Der forestillede jeg mig, at jeg ville rejse hen for at begynde at skrive. Jeg har ikke siden været tilbage på øen, men billedet af pensionatet har fulgt mig.

Med tiden er jeg kommet til den erkendelse, at jeg ikke behøver at rejse til et bestemt pensionat på en bestemt ø for at kunne skrive. Skrive kan jeg gøre alle steder.
Lige nu er det bedste sted at skrive her hjemme i min sofa. Foran mig står mit sofabord med en kop dampende varm mynte the. Min iPad ligger på det rosa mohairtæppe, jeg har over benene. Mine fingrer bevæger sig hen over tastaturet. Blikket glider rundt i stuen og jeg lader tankerne flyde. Fra det græske pensionat, til et hvidt hus med blå vinduer ved stranden. En gang drømte jeg også om at bo og skrive i det hus. Fra det hvide hus og tilbage til min stue.
I den anden ende af min stue står mit skrivebord med billeder af børnene og andre effekter som har værdi for mig. Jeg kan godt lide at sidde i min sofa og kigge på mit skrivebord. Det får min hjerne og mit hjerte til at falde til ro. Og når jeg sidder der, og tankerne flyver, kommer ordene af sig selv.

Jeg er nysgerrig. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad livet har at byde på i alle aldre, kulturer og verdensdele. Ja, kort sagt, er jeg nysgerrig på livet som det er – life as it is! Derfor vil jeg invitere jer indenfor i mit liv og mine oplevelser.

Velkommen til min blog!