H.K.H Prins Henrik 1934-2018

 

Foto: Torben Eskerod

I dag vågnede jeg og resten af Danmark op til nyheden om, at H.K.H Prins Henrik er død. Ja, det var ventet. Ikke at det skulle være i dag, men i hvert fald snart. Alligevel er der en flig af overraskelse. Den overraskelse, jeg altid føler ved dødsfald.
Med dødsfald følger der også en eftertænksomhed. En eftertænksomhed over livet, over døden og over personen.

Så hvem var han for mig?

Prins Henrik og mig

Prins Henrik var i min barndom “bare” Dronningens mand. Det var ikke en person jeg tænkte videre over. Især ikke fordi at jeg mest gik op i de flotte kjoler ved kongelige begivenheder.

Første gang jeg bemærkede Prins Henrik, var under Kronprinsens berømte tale til sine forældres sølvbryllup. Hvad var det for en far, der var så hård ved sine børn? Jeg deler stadig ikke prinsens holdninger til børneopdragelse.

Prins Henrik og ligestilling

Næste gang jeg bemærkede Prinsen var, da Dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren. Som alle ved, blev Kronprinsen værten. Efterfølgende var der stor ståhej i medierne over Prins Henrik, der blev sur og tog til Sydfrankrig. Ved nærmere eftertanke undrede det mig, at medierne havde en så ensidig dækning af ligestilling. Det var et emne, jeg tænkte meget over og gerne diskuterede med mine medstuderende. Ville det andet være muligt: At en kronprinsesse ikke blev dronning? Holdningerne var dengang som nu mange – men ensidige!

Min holdning til emnet blev mere og mere fast igennem diskussioner. Jeg ønskede og ønsker stadig ligestilling på alle områder og for alle mennesker!
Ligestilling er ikke kun, at kvinder skal have det samme i løn for det samme arbejde som mænd. Det er også at mænd kan have barsel og gå op i f.eks. mode. At mænd og kvinder vælger og bestrider det job og lever det liv de vil. Det er også, at dronningens mand kan kaldes konge.

Jeg var temmelig alene om den holdning tilbage i 00’erne.

Prins Henrik og medierne

I årene der fulgte, var Prinsen ofte på forsiden af aviserne med negative historier. Jeg har aldrig været tæt på den kongelige familie, så jeg kan ikke bedømme om historierne var sande eller falske. Eller om der var et gran af sandhed i de falske historier og omvendt. Men en ting er sikkert. Mediernes dækning af Prins Henrik var igen og igen ensidig. Det var nemt for medierne at skrive hvad de ville, da kongehuset aldrig svarede igen. På den måde kunne medierne og sladderpressen i særdeleshed tegne lige præcis det billede de ønskede, at vi danskere skulle have af Prinsen. Var det fair? Var det ordentlig og grundig journalistik? Ikke efter min mening!

Gennem årene fik jeg ondt af Prins Henrik og den tristhed denne negative omtale måtte give ham og hans familie. Hvordan ville jeg have det med, at min far blev fremstillet på den måde? Jeg har aldrig brudt mig om, at nogle mennesker kanøfler andre. Det er mig grundlæggende i mod! Derfor – uanset hvem det er – står jeg op for dem, der bliver udsat, mobbet, holdt udenfor eller på anden måde uretfærdigt behandlet.

De seneste år har jeg nydt at se, hvilken dejlig bedstefar Prinsen har været for alle sine børnebørn. Det lyste ud af ham og børnebørnene, at de kunne lide at være sammen.
Hvilke historier har han mon ikke fortalt dem om den enhjørning han en gang fik lavet?

I en udsendelse så jeg engang, Dronningen fortælle om denne skabning som Prins Henrik havde fået lavet af en ged og en narhvaler tand (tror jeg det var). “Fordi så kunne man altid tale om den, hvis samtalen gik lidt trægt” 🙂 Det er da humor!

Prins Henrik – Enegænger

I 2011 kom bogen “Enegænger”. Den måtte jeg selvfølgelig læse. Og den bog var en hel unik bog om et unikt menneske. Den respekt og varme som bogen var skrevet med, fik mig til at føle, at vi endelig fik et retvisende billede af personen Prins Henrik. Der var historier der var for ekstravagante og endda for arrogante for min jyske smag. Men også pudsige og sjove historier fra et langt og især et levet liv. Og så var der en ærlighed og en evne til at forblive tro mod sig selv og sine værdier.

Det er denne evne til at forblive sig selv, jeg vælger at huske H.K.H Prins Henrik for.

Og hvordan æres hans minde så? Ja, jeg har valgt at gøre det med lidt lækkert: røgede muslinger med revet citronskal og dertil selvfølgelig et glas fransk hvidvin.

Adiue Monsieur!

Syg… mon jeg overlever?

Jeg hader at være syg! Så er det ligesom slået fast. Jeg hader det fordi, det eneste jeg kan er at ligge og lide og vente på at det går over.

Det starter altid med at jeg kan mærke feberen komme snigende. Jeg prøver at ignorere den men den vil bare ind i min krop. Min hjerne begynder at stresse og sende beskeder ud ”Du har ikke tid til at være syg” , “Drik noget ingefærthé, så bliver du ikke syg”, “gå en tur, så bliver du ikke syg”. Men lige meget hjælper det. Feberen flytter ind alligevel med sine følgesvende af ømme led, snot, hoste og hovedpine.

Der ligger jeg så og har ondt af mig selv, når jeg altså ikke sover. Faktisk er det meget værre for mig at være syg end for alle andre. Jeg er hver gang sikker på at ingen – som INGEN – nogensinde har haft det så dårligt som mig. Faktisk kan jeg ikke forstå at der ikke kommer en akutlæge og indlægger mig med det samme.

Efter at have sovet det meste af et døgn, vågner jeg op og kan ikke forstå, at jeg stadig er i live.

Nogle onde mennesker siger at det er meget værre for mænd at være syge. De kalder det “mandeinfluenza”. Det passer simpelthen ikke! Det er værst for mig!

“Hvor skal vi rejse hen?…”

Ja, hvor skal vi rejse hen? I min bog reol står der en del rejsebøger. I en kasse har jeg gamle artikler fra rejsemagasiner og på min iPad er der bogmærket utallige rejseblogs og hjemmesider. I sær på en dag som idag hvor regnen og blæsten rusker i huset, er det rart at sidde inden døre med stearinlysene tændt (ja, jeg ved godt, det ikke er godt for indeklimaet, men med det her vejr vil en gennemluftning af huset ikke tage mange minutter – så jeg tror jeg overlever).

Tæppet ligger over benene. Der thé i kruset. Jeg læner mig tilbage og lader rejsedrømmene føre mig væk.

Rejsedrømme

Altså, jeg må blive mindst 100 år for at nå alle mine rejsedrømme… Dykke ved Maldiverne, safari i Kenya, trekking på Kilimajaro, yogaretreat på Bali, trekking til Machupitchu, sejle på Ticatacasøen, roadtrip tværs over USA, rundrejse i Vietnam, Cambodja og Laos, opleve buddistisk kultur i Myanmar, se vinterpaladset i Skt. Petersborg, høre klassisk koncert med Wiener Philharmonikerne, se Liepizanershow, handle på markedet i Marrakech, køre ad Garden Route i Sydafrika, se kirsbærtræerne blomstre i Japan… Og så er der alle de historiske steder, jeg også gerne vil besøge: Pearl Harboe, Hiroshima, Sarajevo, Krakow, Berlin, Dresden, Belfast, Lucca, Rom, Peloponnes, Istanbul, Teheran, Cairo…. Bare for lige at nævne et par steder uden for andedammen.

Næste rejse

Næste gang jeg skal ud at rejse er til Rhodos. Jeg er ret vild med Grækenland. Jeg skal afsted med min familie. Jeg er ret vild med min familie. Jeg skal spise så meget græsk tomatsalat!Jeg er ret vild med tomatsalat.

Nu starter den dejlige tid med, at jeg skal planlægge (for mig betyder det at lave lister – jeg elsker lister), læse om Rhodos og glæde mig. Alle mine rejser starter her i sofaen… Den næste er allerede begyndt😎!

 

 

Velkommen til bloggen!

Velkommen til “Life as it is”. Min blog henvender sig primært til kvinder på min egen alder – altså dem mellem 35 og 55 år. Andre er dog mere end velkomne til at kigge med.

At lave min egen blog udsprang af, at jeg er vild med at skrive. Jeg skriver stort set hver dag. Nogle dage er det mange sider. Andre dage små korte dagbogsnotater. Nogle dage er det afsnit til en af de bogideer, jeg pusler med. Andre dage er det forskellige betragtninger, jeg gør mig om livet, som det er – life as it is.

Jeg skriver på livet løs, bare fordi jeg kan lide det.

En gang for mange år siden var jeg i Grækenland på ferie. Der tog jeg en tur til en lille ø ud for kysten. På den ø kom færgen to gange om dagen. En gang om morgenen og en gang om aftenen. Det var beboernes eneste kontakt med fastlandet, hvis de da ikke selv ejede en båd. Langt de fleste beboere var beskæftiget med turisterne og enkelte med fiskeri. I mens jeg bevægede mig rundt på øen, blev jeg langsomt indhyllet i den langsommelighed, hvor med alt foregik på øen. Der var huse med egen olivenlund og med bourgonvillaerne voksede vildt op ad husene. På en bakke lå et lille pensionat. Der var kun 4 værelser. Det ene værelse havde en stor altan med udsigt ud over øen og videre ud over havet. Der forestillede jeg mig, at jeg ville rejse hen for at begynde at skrive. Jeg har ikke siden været tilbage på øen, men billedet af pensionatet har fulgt mig.

Med tiden er jeg kommet til den erkendelse, at jeg ikke behøver at rejse til et bestemt pensionat på en bestemt ø for at kunne skrive. Skrive kan jeg gøre alle steder.
Lige nu er det bedste sted at skrive her hjemme i min sofa. Foran mig står mit sofabord med en kop dampende varm mynte the. Min iPad ligger på det rosa mohairtæppe, jeg har over benene. Mine fingrer bevæger sig hen over tastaturet. Blikket glider rundt i stuen og jeg lader tankerne flyde. Fra det græske pensionat, til et hvidt hus med blå vinduer ved stranden. En gang drømte jeg også om at bo og skrive i det hus. Fra det hvide hus og tilbage til min stue.
I den anden ende af min stue står mit skrivebord med billeder af børnene og andre effekter som har værdi for mig. Jeg kan godt lide at sidde i min sofa og kigge på mit skrivebord. Det får min hjerne og mit hjerte til at falde til ro. Og når jeg sidder der, og tankerne flyver, kommer ordene af sig selv.

Jeg er nysgerrig. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad livet har at byde på i alle aldre, kulturer og verdensdele. Ja, kort sagt, er jeg nysgerrig på livet som det er – life as it is! Derfor vil jeg invitere jer indenfor i mit liv og mine oplevelser.

Velkommen til min blog!