Danmark rundt langs kysten – 7. Etape

Rude Strand – Fredskov/Ravnskov v. Søby Rev, 13 km

Termometret viste 25 grader. Dette var blot en af mange dage i en sommer, der virker uendelig. Der har kun været få regnvejrs dage siden starten af maj. Det har været sol fra morgen til aften og uhørt høje temperaturer for Danmark. Ja, i hele Europa er det blevet den varmeste og længste sommer nogensinde. 

Men dette var altså dagen, vi havde valgt at starte dette års etape af “Danmark rundt langs kysten”. 

Vi startede hos børnenes Bedste og Farfar ved Rude Strand. Farfar tog et billede af os inden afgang.

Afsted vandrede vi ned til Rude Strand. Til præcis det sted hvor vi stoppede sidste år. Humøret var højt og drikkedunkene fyldte.

Overalt på stranden lå der badegæster. Børn løb og legede. Dorte, Sofie og Marius lå på stranden ikke langt fra, hvor vi kom ned. Dorte og jeg var i mødregruppe med Marius og Thea. I dag går de også i klasse sammen. Vi talte lidt med dem og de blev vores officielle vidner til starten på denne etape. 

Rygsækken hvilede på mine hofter. Brystremmen var spændt. Jeg kunne mærke sveden komme. Først under kasketten og dernæst ned ad ryggen. En gang imellem svajede jeg let i ryggen. Det skabte en lille tunnel mellem ryggen og rygsækken, hvor den stille vind kunne køle min svedige ryg.

Sandet var tørt og blødt så det bedste sted at gå var helt nede i vandkanten. Her gik vi slalom mellem legende børn, badende folk og hunde. Solen bagte ned over os. Snart var vi gennemblødt af sved. 

Pause!

Godt 2 km henne ad stranden ligger ishuset ved Saksild. Jeg har det princip, at hver gang vi går forbi et ishus, skal vi have en is. Man ved jo aldrig, hvornår man får en is igen. 

Vores fokus var derfor på flaget og ishuset. Så vi så slet ikke det vinkende menneske før end hun næsten var ud for os. Det var Tina, min kollega og mor til Carl Emil, der går i klasse med Valdemar. Hun var ved stranden med mand og mindstebarnet. hun bød på overnatning og Cava, men det var lidt for tidligt for os at slå lejr. 

Ved ishuset i Saksild var det dejligt at sidde i skyggen af en lille gruppe træer. Isene smagte himmelsk og efter lidt pause og vand fortsatte vi. Det var svært at gå i det løse sand uden at få det i skoene. Det krævede flere stop under vejs for at tømme sand ud.

Jeg havde valgt bomuldsstrømper i vandreskoene. Jeg tænkte det ville være godt for fødderne med tynde strømper i varmen. Det måtte jeg sande, at det ikke var. Syningerne på siden af min ene storetå gav mig en stor vabel. Eller også var det den evigt skrånende strand. Efterfølgende har jeg læst på nettet, at bomuldsstrømper er no-go i vandresko. Ja, forberedelse til sådanne ture har aldrig været min stærke side.

Vi vandrede fortsat afsted mellem badegæster. Vi tiltrak os meget opmærksomhed med vores vandrestøvler og rygsække i den stegende hede. Ja, folk stillede sig direkte op og gloede.

Langsomt begyndte den velkendte smerte at indfinde sig i højre knæ og hofte. En konsekvens af at gå på stranden, der jo altid skråner den samme vej.

Er vi der ikke snart?

Vi gik og talte om, at vi bedst kunne lide vores vandring, når der var færre mennesker. Det var lidt sjovere, når vi var alene i naturen.

Thea og jeg skulle endnu en gang have sand ud af skoene. Valdemar gik i forvejen for at se om vi ikke snart var ved campingpladsen. Jeg havde besluttet at vi skulle overnatte på shelterpladsen ved Odder Strand Camping. I det område havde børnene været på koloni i indskolingen så de kendte det hele.

Vi kiggede efter Valdemar imens vi luftede tæerne. Snart var han bare en lille prik langt væk. Thea og jeg fortsatte i vores eget tempo. Nu lidt sultne og meget svedte. Bare den campingplads snart ville komme så vi kunne få et tiltrængt hvil fra varmen og sandet i skoene.

Flere gange troede jeg, at nu var vi der, men der blev bare ved med at være marker på højre side. Endelig kom vejen ind til campingpladsen og vi gik op på den for at få lidt stabilitet. Ved campingpladsen ringede vi til Valdemar, der ventede på os nede ved stranden. Endnu en is blev spist og næsten en hel pose baconchips. Det var ren nostalgi for børnene at gå gennem deres gamle koloni. Thea fortalte om hvor madteltet havde været og hvor hun havde sovet. Vi skråede over deres gamle samlingsplads på vej hen til shelterpladsen. Tæt på shelteret var der et par borde- og bænke sæt. På hvert bord var der fastmonteret en stålplade med rist. I sommervarmen var og er der totalt afbrændingsforbud. Så for at kunne lave mad på Trangiaen skulle vi finde et ikke brændbart underlag at stille den på. Dette var perfekt! 

Hvor skal vi sove i nat?

Shelterpladsen var optaget så vi gik lidt rundt for at finde et egnet sted at slå lejr. Det fandt vi inde i en lille skov mellem shelter- og campingpladsen. Her spændte vi den ene tarp ud mellem nogle træer. Den anden tarp bredte vi ud i skovbunden og bandt hjørnerne en smule op, som en slags musesikring. Især for Theas skyld. Vi tog vores køkkengrej, mad og badetøj med ned til bordene. Vi fandt en lille plads til optrækning af både, hvor vi badede. Det kølige vand føltes rart efter en støvet og varm dag. 

I tørt tøj var det tid til at begyndte tilberedningen af et godt måltid. Knorrs pulvercarbonarra. Vi havde lavet det en gang før, derhjemme, hvor vi ikke var specielt begejstrede for smagen. Den smagte ikke som den ret jeg selv laver. Men nu efter en varm gåtur smagte den himmelsk. Tilbage i lejren gik vi i soveposerne og lå og snakkede lidt. Kort tid efter var alle mand faldet i søvn.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten fordi jeg gled ned ad underlaget. Det var rart og hyggeligt at kunne kigge op i trækronerne og høre børnenes dybe vejrtrækningen ved siden af. Det var den rene følelse af lykke.

En ny dag – en ny start

Næste morgen sov vi helt til kl. 8! Måske fordi der var køligt i skoven. Jeg ved det ikke – i hvert fald var det tiltrængt. Thea og jeg gik op på campingpladsens offentlige toilet og fik tisset og fyldt vanddunkene op. 

Vi pakkede lejren sammen. Det tog næsten en time at få plads til alle tingene i rygsækkene igen. Vi gjorde holdt ved borde- bænkesættet igen for at spise morgenmad. Små babysmoothies, rugbrød med spegepølse og æbler og gulerødder. 

Kl. 10 var vi klar til at genoptage vandringen og solen bagte allerede ned over os. Vi begav os afsted. Snart fandt vi en sti få meter fra strandkanten. Det var rart at gå på plant underlag. Kort efter gik vi gennem en lille skov. Her fandt vi en vandrestav til Thea. Den krævede lidt finish men det var der ikke tid til lige der, så det måtte komme senere. 

Hou

Efter skoven kom vi snart til de første huse i Hou. Forbi Egmont højskolen og campingpladsen. Vi drejede væk fra stranden for at komme uden om færgehavnen og styrede lige mod Dagli Brugsen for at proviantere. Vi svedte nu voldsomt og da jeg tog min rygsæk af uden for Brugsen grinede børnene. På ryggen havde jeg den fineste svedaftegning af en kanin:-) 

Inde i Brugsen gik vi efter noget at drikke med sukker i. Vi brugte lang tid på at stå med hovederne i køleskabet – bare for at få lidt kulde – imens vi lod som om vi havde svært ved at vælge drikkevarer.

Hou er en lille by centreret omkring færgelejet, hvorfra der går færger til Samsø og Tunø. På havnen ligger Havnekiosken. Vi satte os i skyggen bag kiosken og drak vores sodavand. Frokosten blev til franske hotdogs. Optanket på alle måder begav vi os afsted igen. Nu ud af byen forbi lystbådehavnen og ned på stranden igen. Her var der tørret tang nu med mudder under. Hver gang vi satte foden sank vi i. Hver gang vi hev foden op summede det af tanglopper. Det var svært at gå i men snart blev underlaget mere fast og en lille smal strand viste sig.

På stranden fandt jeg dette kæmpe vættelys. Jeg tror aldrig jeg har set et så stort!

Vi gik om mod Ravnskov. Ravnskov tilhører Rathlousdal Gods. Navnet er kommet fordi her indimellem yngler ravne. 

 

Vabler og hvil

Vi trængte til en dukkert. En lille skovvej gik op gennem skoven fra stranden. Her efterlod vi vores rygsække og gik ud i vandet. Havbunden var her lidt stenet og let mudret og vi måtte langt ud for at komme under. Bagefter hvilede vi i skovens skygge og fik lidt at spise og drikke. Vablen blev behandlet og fødderne tapet ind på ny. Jeg fandt et par tørre strømper. Thea opdagede at stranden næsten var væk. Ups. Vi fik pakket i en fart for at nå længst muligt inden stranden forsvandt heltNu var stranden næsten væk. Vi havde ikke haft styr på tidevandet. Endnu en uforberedt udfordring.

På højre side havde vi sivskov og til venstre blev stranden mindre og mindre. Vi endte ude på en lille tange. Nu kunne vi vælge at gå tilbage og finde en sti lidt inde på land eller tage sko og strømper af og vade over det lille åbne stykke hav. Børnene valgte at vade over og tog derfor sko og strømper af og begav sig ud i det mudrede vand. Jeg vendte om og fandt vej gennem siv, brændenælder og hindbærkrat.

Det gør mig glad at se børnene være sammen på den måde, når vi vandrer. Der er sammenhold og fællesskab. Vi er i dette eventyr sammen. Vi ved ikke hvad den næste kilometer bringer. Sammen tager vi udfordringerne i den rækkefølge de dukker op. Her er ingen wifi, skænderier eller pligter. Her er bare os.

Siv, siv og siv

Genforenede prøvede vi at finde vej i skoven, men det var ikke let. Den var fyldt med hindbær så vi måtte ud igen. Uden for skoven var stranden nu helt væk og vi gik igennem høje siv. Vi kunne ikke se, hvor vi gik. Valdemar gik forrest og ryddede en rute til os. Gad vide om det var sådan at gå gennem jungle?

Et stykke henne blev sivene lavere og vi kunne se gule kornmarker på vores højre side. Vi fortsatte i siv og planter der gik os til skuldrene. Mine sorte træningsbukser blev helt gule af blomsterstøv. Det var svært fremkommeligt. På et tidspunkt måtte vi op og gå i kanten af en mark. Her stødte vi på en markvej og et skilt. Skiltet fortalte os, at vi var på vej ind i hjemmeværnets skydeterræn. Der var ingen strand at se og siv så langt øjet rakte. Vi holdt hvil og jeg kunne konstatere, at vores marchhastighed i siv var 2,5 km i timen. Det var ikke meget og slet ikke når der var ca. 10 km til en mulig lejrplads! 

På nettet fandt jeg en tidevandstabel. Den fortalte mig, at stranden først ville være farbar igen ved 21-tiden. Klokken var nu 16. Hvad skulle jeg gøre med to børn? To topmotiverede børn. To børn der måske ikke helt kendte egne begrænsninger, eller konsekvenserne af at strande i sivskoven. Uden mulighed for at slå lejr. 

Jeg fandt en lejrplads 4 km inde i landet. Det ville betyde 4 km ind i landet og 4 km ud igen. Vi tog rygsækkene på og satte kurs mod denne lejrplads Jeg blev mere og mere i tvivl om det var det rette at gøre. Blodsukkeret var lavt hos alle og vi var ømme som gamle koner. Der på markvejen besluttede jeg at stoppe denne etape. Det var ikke populært. Jeg blev dog mere og mere sikker på at det var det rigtige. At komme hjem og dernæst at undersøge det næste stykke frem mod Horsens grundigt.

Vi gik næsten 2 km for at komme ud til en landevej, hvor vi kunne blive hentet. Derfra var det hjem, mad, bad og i seng.

Næste dag kørte Thea og jeg den næste del af ruten frem til Horsens. Vi fandt mulige lejrpladser. Ikke mindst fandt vi ud af, hvor vi ikke kunne gå. 

Næste etape bliver i august.Jeg har lavet en ny rute, hvor vi dog er nød til at springe nogle kilometer over. Det passer ikke Valdemar. Han vil gerne hugge vej til os gennem sivene. Så hvor mon turen tager os hen næste gang?

Loading Facebook Comments ...

Warning: require_once(/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/gplus-comments/includes/templates/partials/Pinterest.php) [function.require-once]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/gplus-comments/includes/templates/container.php on line 103

Fatal error: require_once() [function.require]: Failed opening required '/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/gplus-comments/includes/templates/partials/Pinterest.php' (include_path='/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/archive_tar:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/console_getopt:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/http_request2:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/mail_mime:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/mail_mime-decode:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/net_url2:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/pear-core-minimal/src:/var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/backwpup/vendor/pear/pear_exception:.') in /var/www/lifeasitis.dk/public_html/wp-content/plugins/gplus-comments/includes/templates/container.php on line 103